Sussi’s blog


Når en kage går viralt

Tallet 50 har de seneste dage fået over 26 tusind mennesker til at reagere på de sociale medier. Det er dækket af samtlige nyhedsmedier, trykte som digitale. Det har fået både eksperter og kendte erhvervspersoner til at udtale sig. Selv statsminister Lars Løkke Rasmussen har forholdt sig til det.

Tallet stod på en kage, der også var prydet med et dansk flag, marcipankant og frugt. Kagen blev holdt af en kvinde der glad smilede til kameraet. Tallet blev fremhævet som en succes i sig selv. Et mål der var nået og skulle fejres. 

Når vi ser på tallet siger det egentlig ikke så meget i sig selv. Det er konteksten der siger noget samt den betydning vi som læsere lægger i det.

Det simple tal

At sætte sig et kvantitativt mål er ikke noget nyt. At fejre, at det er nået med en kage plejer heller ikke at skabe den store interesse fra andre end velmenende venner og familiemedlemmer. Men når Inger Støjberg fejrer 50 udlændingestramninger med en kage går det viralt. Det interessante er, at hun med så simple træk kan skabe den omtale.

En af forklaringerne på effekten af Støjbergs kage er anvendelsen af tal kombineret med et simpelt budskab og et billede. Budskabet lød: ”I dag fik jeg vedtaget stramning nummer 50 på udlændingeområdet. Det skal fejres!”

Men hvad betyder 50 stramninger egentlig? Hvor mange stramninger har vi på andre områder? Hvad er hendes mål? Hvilken effekt har det på området og de berørte mennesker?

Selvom teksten ikke uddyber noget af ovenstående er der masser af mening gemt under glasuren. Tallet, billedet og teksten er simpel kommunikation. Det taler til den del af hendes målgruppe, der stemte på hende, for at opnå flere stramninger på udlændingeområdet. Det viser stramninger som et mål i sig selv. Uanset indhold. Bare det strammer.

Mål belønnes i hjernen

Vores hjerner er kodet til at analysere verden i mængder og matematiske relationer. Vi gør det helt ubevidst. Det er en måde at forholde os til, hvordan vi står socialt i forhold til konkurrenter. Vi har altså en naturlig hang til tal og analyser af tal. Derfor har vi også en hang til at måle os selv i talværdier såsom indkomst og resultatmål.

At nå et resultatmål udløser dopamin i hjernen, hvilket kortsigtet giver en fornemmelse af succes og glæde. Det holder dog ikke længe, og snart vil vi have mere af samme skuffe. Dopamin er vanedannende. Har vi først fået 100 likes på facebook går der ikke længe før vi vil have flere.

Fokuserer vi derimod på indsatsen hen til målet, er der mulighed for at hente flere glædestoffer såsom serotonin, når vi mærker taknemmelighed, oxytocin når vi mærker nærvær med en vi holder af eller endorfiner, som de fleste kende fra den følelse af velvære vi oplever efter en løbetur.

Der er altså meget mere at hente i at fokusere på indsats og langsigtede mål end på de kortsigtede dopamin-drevne mål.

Tal taler til os

Undersøgelser viser at vi tiltrækkes af tal i overskrifter. Tal fungerer som en grafisk form, der tiltrækker vores opmærksomhed. Derfor er infografikker så virkningsfulde, da de fremhæver tal grafisk i en simpel form.

For at tal skal tale til os, skal de præsenteres simpelt og helst i en kontekst vi kan forholde os til. En effektiv metode er, at bryde tal ned og relatere dem til målgruppens hverdagsliv. Som f.eks. da Steve Jobs lancerede iPod i 2001 med ordene: ”1,000 songs in your pocket”.

Støjbergs oplæg er i ovenstående perspektiv både god kommunikation og naturligt i forhold til den menneskelige hang til at måle resultater. Det taler til det hurtige og resultatorienterede dopamin mål vi kender fra mange andre sammenhænge i dagligdagen.

Valget af tal

Nu er Støjbergs kage ikke en kampagne i sig selv. Den repræsenterer dog en del af hendes politiske mål som minister. Som hun selv udtaler til Ekstra Bladet: ”…vi har fået strammet gevaldigt op i tilstrømningen, og det kan ikke komme bag på nogen. Det gik vi nemlig til valg på. Jeg har mange gang sagt, at vi skal begrænse tilstrømningen, og fordi det er lykkedes, så kan vi nu sende en milliard kroner til hjælpen i nærområderne. Så hvis jeg var fra Røde Kors, så ville jeg glæde mig over, at der kommer en milliard mere”.

Symbolikken i hendes opslag bæres ikke alene af brugen af tal, men i høj grad af valget af tal. Der var flere tal at vælge imellem da hun skulle bestille sin kage. Hun kunne have valgt antallet af asylansøgere, for at fremhæve, at hun har nået målet om at nedbringe antallet. Eller den milliard hun siger, hun nu kan sende til nærområderne. For bare at nævne nogle få.

Hun kunne også have valgt at fokusere på indsatsen, for eksempel for at udtrykke sin taknemmelighed til sit team og helt droppe resultat-målet (og tallet). Symbolikken havde været en anden og effekten måske ikke så stor på de sociale medier. Derimod kunne sådan en kage måske influere nogle interne relationer på teamet.  

Stopfyldt med betydning

Det tal Støjberg valgte at dekorere kagen med er lige så stopfyldt med betydning som kagen er med både marcipan og frugt. Det fortæller os, at tallet er væsentligere end handlingerne bag eller effekten af disse. Det er altså (ifølge kagen) antallet af stramninger der er væsentligt. Det er det, der fejres. Ikke effekten eller indholdet i stramningen. Ikke den milliard, der kan hjælpe i nærområderne eller hvordan stramningerne er formuleret. Ikke samarbejdet.

Det svarer til at politikere gennemfører love for lovenes skyld, for på den måde at retfærdiggøre deres kompetencer og succes som politikere. Uanset hvad lovene så måtte indeholde. Eller hvis jeg målte denne artikels kvalitet i antallet af ord i stedet for indhold. (Hvilket i øvrigt er 1040 ord, hvis nogen står klar med glasuren).

At Støjbergs opslag virker siger sig selv og vi kan lære en hel del af hendes evne til at bryde igennem lydmuren. Hun spiller på flere trompeter med med stærk symbolik, hurtige resultatmål og kontroversielle holdninger - og det virale barometer er gået i rødt. Om det er efter hensigten ved kun hun og hendes medierådgiver. 

Tilføj kommentar

Kontaktoplysninger

Amagertorv 27, 2. sal, 1160 Kbh. K
+45 30 25 19 00